Det kan være svært at udpege en fugtig halmballe, navnlig hvis fugten kun sidder i en del af halmen. LBP Engineering har derfor hjulpet BWSC gennem en række forsøg med detektering af fugt i de omfattende mængder biobrændsel.
”Værket kører fire halmlinjer, på fire transportbånd, hen til forbrændingskedlen. Det foregår sådan, at en stor kran løfter to gange seks baller op ad gangen. Vi har så sat tre mikrobølgesendere på kranen, der sender bølger igennem halmballerne og måler deres fugtighed på tre forskellige punkter, før de bliver sat på transportbåndet. Det giver en langt bedre styring og en mere stabil drift, fordi vi i tide kan se, hvor halmballerne ligger på kurven, når det gælder fugt. Dermed kan vi også bedre regne ud, hvordan vi skal puste til en halmballe for at få den til at brænde godt,” forklarer LBP-projektleder Lars Bjarne Pedersen.
I tilgift til målingen med mikrobølgesendere på kranen har LBP Engineering optimeret driften på Sleaford-værket ved at introducere en måling allerede i halmladen, hvor ballerne stakkes, når de kommer ind fra marken. Det øger kraftværkets mulighed for at afvise ubrugelige halmballer tidligt i processen.
Sleaford-værket bidrager hvert år til Storbritanniens grønne regnskaber med en samlet besparelse på 150.000 tons CO2.