En stor autoklave til varmebehandling og sterilisation skulle installeres i stedet for en eksisterende sterilisator i stueetagen hos en stor farmavirksomhed. På papiret en overkommelig opgave. Det nye isenkrams størrelse betød dog, at LBP Engineering måtte gå i kælderen for at understøtte og sikre dækket under autoklaven.
”Vi begyndte med at hugge det eksisterende terrændæk op og støbe et helt nyt fundament med nye afstivende bærevægge i kælderetagen. En stor autoklave som her giver nemlig betydelige rystelser, når den kører,” forklarer LBP-projektleder Morten Hansen. Selve ombygningen og udskiftningen af udstyr stod på over cirka fire ugers sommernedluk. Forberedelserne dertil begyndte til gengæld mindst tre måneder tidligere. Det kræver nemlig grundig planlægning og omhyggelig miljøscreening, når en opgave involverer potentielt farlig kemi.
”Fordi der bliver produceret lægemidler, som ikke er rare at få på huden, og som kan ætse hornhinden, har vi overordentlig meget fokus på sikkerheden i en proces som denne. Vi sørger for konstant oprydning og rengøring, og så er det vigtigt, at opgaverne klares etapevis, så vi kan holde styr på eventuel spredning af farlige stoffer,” siger Morten Hansen. Det kan være svært at skelne mellem gipsstøv og kemikalier i pulverform, og derfor var der strenge krav til LBP’s instruktion og koordinering af de håndværkere, som rent praktisk skulle foretage nedrivningen før ombygningen.