Det er en ordentlig svend, den nye startvarmeveksler, de har erhvervet sig på Esbjergværket, populært kaldet ESV3. Anlægget omdanner damp fra en elektrisk kedel – produceret af det lokale firma Boilerworks – til fjernvarme. Den elektriske kedel drives ideelt af vindmøllestrøm og har en ganske stor elpatron, der er i stand til at omforme vand til damp, som dernæst sendes til startvarmeveksleren. Her køles den ca. 400 grader varme damp ned med returvandet i fjernvarmesystemet – til omtrent 80 grader. Det giver en markant energibesparelse, der tilgodeser hele det lokale fjernvarmenet.
”Det er et spritnyt anlæg, vi har installeret, så overskudsstrømmen kan bruges lokalt til fjernvarme. Alene i Esbjerg kan vi generere 30 MW fjernvarmeeffekt. Det er praktisk, for ofte blæser det meget i Danmark, og dermed genererer vi for meget vindskabt strøm. Overskudsstrømmen kan de aftage i vores nabolande, men det er generelt en dårlig forretning for Danmark. Med det nye anlæg kan mere af energien bruges lokalt eller varmelagres til senere. Det er der god grøn fornuft i,” forklarer LBP’s projektansvarlige Anders Hovmand.
Ogsaå af driftsmæssige og økonomiske årsager er der meget af hente ved moderniseringen af Esbjergværket og ved at udnytte mere af energien lokalt. Det giver nemlig øget fleksibilitet, ikke mindst i perioder med spidsbelastning.
LBP Engineerings arbejde på Esbjergværket har bl.a. inkluderet planlægning af de nye processer samt varetagelse af sikkerheden og driftsstabiliteten i anlægget. Herudover har høje krav til især fortrådning og kabelføring medført en ikke ubetydelig mængde dokumentation. Det har resulteret i tæt og løbende dialog med både Boilerworks og Ørsted.