Flytningen blev kompliceret af, at det nye renrum, som tanken skulle installeres i, var mindre end det oprindelige rum, og ikke mindst var der lavt til loftet. Det blev derfor hævet i en såkaldt tophat-konstruktion. En central udfordring i den forbindelse var at koordinere ombygningen af teknikloftet med omlægningen af al ventilation og rørføring af bl.a. nitrogen, ilt og ren luft.
LBP’s projekthold har lagt vægt på, at det modificerede renrum er designet, så det er let at komme til at betjene fermenteringstanken, og så alle internationale forskrifter kan overholdes. I designfasen spillede projektholdets praktiske erfaringer en væsentlig rolle.
”Fra vores side bød vi ind med et lille hold; en uddannet rørsmed og en elektriker. Jeg mener, det er en stor fordel for vores kunder, at hovedparten af de ansatte i LBP Engineering har en praktisk håndværksmæssig baggrund. Det er netop i kombinationen mellem det praktiske og de mere teoretiske ydelser, at kunderne oplever værdien af vores tilgang. Og i det konkrete projekt medvirkede det til, at kunden kunne holde hjulene i gang, mens vi tog os af flytningen og opgraderingen af udstyr,” mener Bjarne Særmark.