Ved at arbejde ud fra konkrete data bliver masterplanen gjort operationel. Her er det afgørende, at man så at sige træder ned fra helikopteren og vurderer enkeltelementerne for sig. Og så handler det i høj grad om at have det rigtige mindset i rådgiverrollen, mener Morten Hansen.
”Hvis kunden beder om noget, der rent praktisk eller teknisk ikke lader sig gøre, hvad kan vi så tilbyde i stedet? Det handler om at lytte og at filtrere brugerønskerne, så man kommer ind til de essentielle krav og ikke bare siger nej, fordi lærebøgerne foreskriver det. Og så er det vigtigt at forstå, at forskellige brugergrupper har forskellige behov. Nogle skal have en arbejdsplads til forskning, mens andre skal kunne rengøre og vedligeholde de samme kvadratmeter. Det skal en god masterplan tage højde for – helt ned på håndvaskniveau,” siger Morten Hansen.
Masterplanen har som sigte, at AGC Biologics A/S er færdige med den omfattende omrokering og står klar til at møde fremtidens kapacitetskrav i 2022.