Et par laboratorier til biologiske forsøg skulle opgraderes for at efterkomme nye markedskrav, og fordi de efterhånden var godt slidte. Blandt andet skulle der etableres en ny rørbro til ventilation mellem to bygninger, og en række rør under loftet skulle omlægges – på ganske lidt plads. LBP Engineering A/S varetog designet af de nye forsøgslaboratorier og havde desuden koordinerende ansvar for fagområder som HVAC, BMS, FMS og EHS.
Sikkerheden var i højsædet, for det er sprængfarligt pulver, der håndteres i de nye lokaler, og der er derfor en reel eksplosionsfare, ligesom projektholdet skulle overveje en række andre kemiske forhold. Med i LBP’s overvejelser indgik også levetidsbetragtninger og slid, så de rigtige materialer blev brugt, og så eksempelvis en forkert malet dør ikke ender med at give partikelafslag, der kan kontaminere de nyetablerede renrum. I sin essens handler det om stringens og rene linjer.
”Kan de og de materialer for eksempel tåle acetone? Og passer vores design til de nye maskiner, der jo skal kunne renses? Er det nemt at komme til? Det var den slags overvejelser, vi gjorde os. Det skal være let at betjene og anvende. For man skal huske, det er rigtige mennesker, der gør rent til daglig. Derfor er det vigtigt, at projektet er både bygbart og brugbart,” forklarer LBP-projektansvarlig Steffen Højmann.
Det første par måneder af brugerinddragelsesfasen blev brugt på at høre brugerne om deres produktionsflow, deres procedurer og deres ønsker. Det vejede LBP Engineering dernæst op imod krav fra sundhedsmyndighederne og de øvrige tekniske specifikationer, der kommer fra bl.a. bygningsansvarlige, kemikere og procesoperatører.