Opgaven var oprindeligt beskrevet som en omfattende projektering af et nyt el-anlæg, inklusive UPS, tavleanlæg og flere andre installationer. Og efter at have konsulteret med kunden, Xellia Pharmaceuticals, valgte LBP Engineering som bygherrerådgiver at samle flere udbud i én pakke – både bygnings- og procesinstallationer samt brandalarmering, de såkaldte ABA-installationer.
”Det er et stort anlæg, vi taler om, og opgaven har rummet hele spektret fra overordnede beslutninger om fastlæggelse af kabel- størrelser til detaljer såsom installationer til ventiler. Vi så nogle fordele i at samle det hele i ét udbud, fordi samme installatør så kunne lave det hele. Det gav færre grænseflader og betød, at vi kunne gennemføre hele projektet inden for en overskuelig periode,” fortæller LBP-projektleder Allan Christensen.
Bygningsinstallationerne talte bl.a. design af nye hoved-, bygnings- og utilitytavler samt opsætning af UPS (Uninterruptible Power Supply) som backupløsning til strømforsyningen. Det betød, at der skulle trækkes mange meter ledning og laves nye installationer og føringsveje. Et af LBP’s primære fokusområder i den forbindelse var at koordinere arbejdet i 3D-modeller, så ingen funktioner kom i vejen for andre. Det er komplekst stof, forklarer Allan Christensen.